MOE vinder international BIM–pris for Amager Bakke

MOE er udråbt som vinder i kategorien Industrial Buildings ved Tekla Global BIM Awards 2015.


3. december 2015

Amager Bakke er på alle måder et spektakulært byggeri. Det 41.000 kvm. store forbrændingsanlæg er nu ved at rejse sig i sine 85 meters højde, og man kan allerede tydeligt se, hvordan Bjarke Ingels særegne arkitektur får en central plads i Københavns skyline. For nyligt blev det ligeledes slået fast, at idéen, om at udstyre bygningen med skiløjper på taget, bliver en realitet. MOE har benyttet sig af de digitale bygningsmodeller og brugte Teka Structures BIM-software gennem alle processer for at sikre at den udfordrende arkitektur i det prestigefyldte byggeri kan bygges uden fejl og at uforudsete udgifter og problemer kan undgås.

”At vores team på Amager Bakke opnår BIM Tekla Awarden, viser at MOE er med helt i front på den teknologiske udvikling. Det er rigtigt flot og jeg glæder mig over vores høje kompetenceniveau. Vi ser evnen til at udvikle og levere fuldt digitale projekter som et afgørende konkurrenceparameter,” siger Christian Listov-Saabye, CEO i MOE.

BIM i alle processer
Den udfordrende arkitektur er samtidig en af hovedårsagerne til, at byggeriet er uhyre komplekst og hermed har stillet store krav til ingeniørrådgiveren MOE. Hos virksomheden tog man derfor tidligt en beslutning om, at der var behov for at tænke innovativt. Så når MOE nu er blevet tildelt en Tekla Global BIM Award, skyldes det at virksomheden med stor succes valgte at gøre brug af BIM og Tekla for at lette arbejdsprocesserne og imødekomme de markante udfordringer, der er i den meget banebrydende arkitektur.

”Hos MOE mener vi, at vores BIM-modeller bør benyttes helt fra designfasen til udførslen på byggepladsen. Vores fremgangsmåde ved Amager Bakke har ikke kun gavnet bygherren, entreprenørerne og leverandørerne. Det har i høj grad også styrket projekteringen internt hos MOE. Her har Tekla været et vigtigt værktøj til at optimere vores arbejdsprocesser, og vi har samtidig haft et godt samarbejde med Tekla Danmark,” siger kompetencechef for BIM | Tekla hos MOE, Ástridur E. Ásgeirsdóttir.

Fantastisk at dansk firma vinder
Hos Tekla Danmark er direktør, Martin Birk, stolt af at et dansk ingeniørfirma har vundet den prestigefyldte pris, som uddeles blandt indstillede byggeprojekter fra hele verden.

”I Tekla Danmark er vi helt utroligt stolt på MOEs og egne vejne, over at MOE tildeles så fornem en pris i ekstremt hård international konkurrence. At det er et dansk firma der vinder netop denne pris, er blot endnu et tegn på at Danmark har en fremtrædende rolle i BIM udviklingen, og som i meget høj grad bærer sit præg på den internationale scene. MOE har vist det store engagement og strategisk planlægning der skal til for at have succes med BIM, og vi glæder os rigtig meget over, at de får den fortjente anerkendelse med denne pris, og glæder os til yderligere samarbejde fremover,” siger Martin Birk og forklarer:

”For os betyder det, at det bliver meget mere synligt hvor stor en værdi Tekla har, også hos de rådgivende ingeniører, som er det led i værdikæden som har mest at bidrage med til et BIM forløb, men også har sværest ved at profitere på det, da besparelserne i et strømlinet forløb som oftest gavner bygherre og entreprenør mest.”

 



Tilbage til oversigt