Danmarks første børnehospice

Sankt Lukas Stiftelsen står bag Lukashuset, som er Danmarks første hospice for børn og unge i alderen 0-18 år. MOE har været totalrådgiver på byggeprojektet.
28. oktober 2015

Lukashuset er blevet til ved en ombygning og renovering af en eksisterende ældre hospitalsbygning, hvilket omfatter nyindretning af ca. 600 kvm samt dertilhørende udendørsarealer.

Dette har givet en etage med plads til fire familier. Afhængig af individuelle behov forventes det, at op mod 80 børn kan bo i Lukashuset i løbet af et år.

I Lukashuset kan de indlagte børn og unge leve et så normalt familieliv som muligt. Rummene er holdt i sterile linoleumsgulve og pastelfarvede vægge. Hvert værelse er unikt og indrettet med bløde, hjemlige møbler, farverige malerier på væggene og orkidéer i vindueskarmene.

I Lukashuset er der rum til samvær, leg, tumlen og hygge på trods af sygdom. Hvert barn får to sammenhængende stuer, hvor der er plads til medindlagt familie eller andre pårørende. Et soverum, hvor både søskende og forældre har mulighed for at overnatte og en dagligstue, hvor der er plads til både spisning, hjemlig hygge og afslapning.

Derudover er der en fælles opholdsstue og et køkken, hvor familierne selv har mulighed for at lave mad. Langs den ene gang kan børnene hvile øjnene på et akvarium med orange fisk, hvis de ikke hellere vil sidde og tegne ved de små skrivepulte, der er sat op langs gangarealerne.

Derudover er der et stort badekarværelse med stjernehimmel, samt skylle- og vaskerum, bad/toiletter, teknikrum, depotrum og fysioterapi.

På udendørsarealerne er der indrettet ny altan/terrasse og en sansehave/legeplads for beboerne

MOE har som totalrådgiver forestået projekt- og projekteringsledelse, alle ingeniørarbejder, byggeledelse og fagtilsyn. PLH Arkitekter har været tilknyttet opgaven i forbindelse med hjælp til indretning og farvevalg. Alt er sket i tæt samarbejde med bygherren og det kommende personale på Lukashuset.

Tilbage til oversigt


FAKTA:

Lukashuset henvender sig til børn og unge med livsbegrænsende, livstruende og uhelbredelige sygdomme, f.eks. kræft, hjerte-, lunge- og neurologiske sygdomme. Det danske børnehospice skal primært give syge børn pleje og aflastning, men fem til ti procent af børnene vil blive indlagt i forbindelse med livsafslutning.


 
Gunnar Vagn Andersen
Divisionschef 
2540 0102
gva@moe.dk