9. december 2010
Sophienberg Ejendomsudvikling skal stå for opførelsen af Moe & Brødsgaards kommende domi-cil ved Buddinge Station, hvor bygningens stueplan indrettes til en ny stor Kvickly dagligvarebutik. Bygningen på ca. 19.500 m2 bliver et lavenergibyggeri tegnet af schmidt hammer lassen architects. Projekteringen går i gang nu, og Kvicklys indflytning er planlagt til oktober 2012 og Moe & Brødsgaards indflytning til foråret 2013.
Plads til vækst
Moe & Brødsgaard har mere end fordoblet antallet af medarbejdere siden 2005. Trods et presset marked har Moe & Brødsgaard bevaret en vækststrategi og er nu oppe på over 350 medarbejdere. Ekspansion forventes at fortsætte. Christian Listov-Saabye, adm. direktør i Moe & Brødsgaard, for-klarer:
- Vi har for år tilbage lagt en klar vækststrategi, som vi har fulgt med stor succes. Vi tror, at udvikling skaber vækst, som i en positiv spiral skaber mere udvikling. Målet om vækst handler derfor lige så meget om fortsat at skabe fremgang og dynamik i virksomheden. Alt det skal vores nye domicil give plads til.
Et fremsynet samarbejde
Sophienberg Ejendomsudvikling har udviklet projektet og skal også stå for opførelsen af den markante bygning. Sophienberg Ejendomsudvikling udtrykker stor tilfredshed med projektet. Niels Krag, direktør i Sophienberg Ejendomsudvikling, forklarer:
- Det er et spændende og meget markant projekt, der vil blive et arkitektonisk vartegn for området omkring Buddinge Station. Med indgåelsen af lejeaftaler med 2 så attraktive lejere som Moe & Brødsgaard og COOP Danmark, har vi samtidig sikret ejendommens værdi og attraktion fremadrettet. Vi er desuden meget tilfredse med samarbejdet med Gladsaxe Kommune, som i hele forløbet har støttet op om vores visioner og har medvirket til at skabe rammerne for virkeliggørelsen af projektet.

Kvickly i optimale rammer
For Coop er der 2 afgørende ting for etableringen af den nye Kvickly. Jesper Faurholdt, kædedirektør for Kvickly forklarer:
- For det første ønsker vi at tilbyde kunderne i området et nyt varehus, der er målrettet den moderne forbruger. Det kan vi ikke i de nuværende lokaler i Buddinge Centret, da de fysiske rammer ikke gør det muligt. Derfor bygger vi et nyt varehus, hvor der er plads til det store udvalg inden for fødevarer, herunder ikke mindst økologi, og nonfood i form af cykler, underholdning, tekstil og isenkram. Vi ved af erfaring, at en ny Kvickly gør et byområde mere attraktivt.
Ejendomsdirektør Peter Lange, Coop, peger på, hvor vigtigt det er at sikre den rigtige balance i området, så handelslivet samlet set styrkes.
- Det er afgørende for området, at vi fastholder en god balance mellem alle butikkerne omkring Søborg Hovedgade og i Buddinge Centret – for netop at medvirke til at fastholde det mangfoldige udvalg af kvalitetsbutikker. Derfor ønsker vi at etablere et andet af Coops kendte koncepter i Buddinge Centret. Vi mener, at det er uhyre vigtigt for byen, at man ikke flytter en del af handelen væk fra dette område. Med etableringen af den nye Kvickly og et andet Coop-koncept mener vi, at vi bidrager til en styrkelse af området og fastholdelse af den vigtige balance..
Lavenergi og placering i fokus
Moe & Brødsgaard har fokus på bæredygtighed, og derfor bliver det nye domicil også et lavenergibyggeri, der vil blive DGNB-certificeret for at sikre en målbar bæredygtighed. Her har den stationsnære placering også været afgørende. Christian Listov-Saabye uddyber:
- Placeringen af domicilet har været vigtig, og her har vores domicilprocesrådgiver DTZ været til stor hjælp. Vi ønsker, at det nye domicil skal skabe bedre forhold for vores nuværende og kommende medarbejdere. Placeringen umiddelbart overfor Buddinge Station vil understøtte brugen af offentlig transport, og vi vil desuden gennemføre forskellige tiltag til at fremme brugen af miljøvenlig transport.

En dynamisk skitseringsproces
Arbejdsprocessen bag Moe & Brødsgaards nye domicil har været et samspil mellem flere parter. Kristian Ahlmark, Associeret Partner og Head of Copenhagen Office hos schmidt hammer lassen architects forklarer:
- Det har været en dynamisk skitseringsproces, hvor Moe og Brødsgaard har ageret både lejer og ingeniørrådgiver. De har med andre ord både leveret visionsoplægget til de fysiske rammer for deres nye arbejdsplads og indspil til de tekniske løsninger. Som arkitekter har vi sammen med Sophi-enberg Ejendomsudvikling sammenfattet disse input til en bygning præget af nærhed, åbenhed og overskuelighed, og som gennem sine forskudte etageplaner opfordrer til bevægelse.
Christian Listov-Saabye forklarer videre:
- Hos Moe & Brødsgaard er det oplagt, at vi selv står for ingeniørrådgivningen i projektet. Det bliver et spændende samarbejde med schmidt hammer lassen architects, hvor vi med Sophienberg Ejendomsudvikling som udvikler sammen vil skabe rammerne for Moe & Brødsgaards kommende domicil. Projekteringen går i gang nu.
Både domicil og detailhandel
Byggeriet er på i alt ca. 19.500 m2. Ud over et domicil på 7.500 m2 for Moe & Brødsgaard kommer bygningen til at rumme 4.000 m2 Kvickly dagligvarebutik og andre butikker. Hertil kommer 4.000 m2 parkeringskælder og 4.000 m2 parkeringsdæk. Byggeriets anlægssum er ca. 150 mio. kr. Lokalplanen forventes vedtaget maj/juni 2011, og gravearbejdet startes straks herefter. Kvickly Dagligvare-butik og andre mindre butikker åbner oktober 2012, og Moe & Brødsgaard flytter ind i det nye domicil i foråret 2013.
Tilbage til oversigt