Nielsen & Risager bliver en del af MOE


28. november 2017

Nielsen & Risager bliver en del af MOE. Flere kompetencer og muligheden for yderligere vækst og udvikling er baggrunden for, at de to firmaer går sammen. Ved fusionen står begge firmaer stærkere med en koncern på over 700 medarbejdere.

Nielsen & Risager og MOE har netop indgået aftale om, at Nielsen & Risager bliver en del af MOE koncernen. Nielsen & Risager, med 30 medarbejdere og base i Næstved, råder over en række specialkompetencer inden for særligt infrastrukturområdet.

Bedre muligheder for kunderne
Med MOE koncernen, der har landsdækkende kontorer, kan kunderne få både specialist- og full service rådgivning. Kunderne vil drage fordel af, at de faglige enheder samles, så vidensdeling og samarbejde optimeres.

Nielsen & Risager er et anerkendt firma i markedet, som er kendetegnet ved rådgivning af høj kvalitet. Firmaerne komplementerer hinanden, og vi ser frem til at kunne tilbyde kunderne flere kompetencer og endnu bedre service. Fusionen med Nielsen & Risager ligger også fint i tråd med vores strategi om at udvide og styrke rådgivningsområdet”, siger adm. dir. i MOE, Christian Listov-Saabye.

MOE styrket på Sjælland
Med Nielsen & Risager ombord styrker MOE sin regionale tilstedeværelse på Sjælland, særligt inden for infrastrukturområdet. Nielsen & Risagers base i Næstved og MOEs division i Vordingborg bliver tilsammen den ny division MOE | Sjælland med omkring 100 medarbejdere fordelt på de to kontorer i Næstved og Vordingborg.

Enhederne for infrastruktur og geoteknik med i alt 45 medarbejdere samles i Næstved. Herfra kan man fremover levere alt teknisk rådgivning inden for afløb, klimatilpasning, vej, trafik, geoteknik og miljø suppleret af MOEs øvrige specialister fra andre geografier. Enhederne inden for Byggeri og Energi & Industri samles i Vordingborg.

”De styrkede faglige miljøer, der skabes i den nye konstellation, giver et stærkt afsæt for at opnå flere, store og komplekse projekter. Samtidig kan vi fremover tilbyde kunderne et bredere ekspertisefelt og skabe de bedste udviklingsmuligheder for vores medarbejdere - og dermed en mere attraktiv arbejdsplads,” udtaler divisionschef for MOE | Sjælland, Klaus Jørgensen.

Godt samarbejde
”Vi tror på, at den lokale forankring er af stor betydning for udvikling af en virksomhed. Sammen med Nielsen & Risager kan vi udnytte synergien ved lokal forankring, volumen og specialister til at ekspandere yderligere på Sjælland”, fortæller adm. dir. i MOE, Christian Listov-Saabye.

Stærk firmakultur
MOE har en solid platform med 5 kontorer i Danmark og et datterselskab i Norge. Forretningsområderne er Byggeri, Infrastruktur og Energi & Industri.

”MOE er kendt i branchen, som en virksomhed med høj faglighed, en stærk firmakultur og et godt socialt sammenhold. Det ser vi frem til at blive en del af”, siger adm. dir. i Nielsen & Risager, Ib Rasmussen, og afslutter med at Nielsen & Risagers langsigtede udvikling nu er sikret.

 

Billede: Forberedelse af tunnelering med ø1600 betonrør i Næstved Syd, som er en af Nielsen & Risagers projekter

Tilbage til oversigt


 
Christian Listov-Saabye
Adm. direktør
2540 0107
cls@moe.dk